Af samtlige komplementære terapiformer er HEALING den ældste, det er også den bedst undersøgte og bedst dokumenterede af dem alle.
Healing i sin enkle form går ud på at gøre hel, og er en »therapeia« , som indebærer behandling, pleje, lindring, trøst og omsorg som tilbydes den lidende således, at der stiles efter atter at skabe en dynamisk helhed i den lidendes fysiske, psykiske og om muligt åndelige tilstand.
Healingfænomenet har eksisteret til alle tider og i alle kulturer, og således er denne terapiform lige så gammel som mennesket selv er. Man behøver blot at tænke på en moders lette berøring af sit grædende, klynkende, lidende eller syge spædbarn. Ja blot moderens nærværelse eller hendes tilstedeværelse i lokalet, hvor barnet befinder sig har en trøstende, lindrende, beroligende og dermed »healende« virkning på barnet. Der er altså ingen tvivl om, at healing er menneskets ældste terapiform.
Den, der udøver healingterapi er »healeren«, som fra naturens hånd er udstyret med en særlig evne til at afhjælpe sine lidende medmennesker med henblik på at genetablere deres fysiske, psykiske og åndelige sundhed.
Healeren anvender sin bevidsthed til at fastholde en høj energifrekvens på diverse lag alt efter hvilket arbejdsområde healingen foregår på. Healeren fastholder denne høje energifrekvens både hos sig selv og hos det levende væsen under healing, det være sig mennesker, dyr, planter, mikroorganismer eller det universelle opløsningsmiddel – vand !!!
Herved skabes der positive ændringer, healeren påvirker den universelle energi, der gennemstrømmer alt levende, og fjerner forhindringer for energiernes frie strømning. Skulle der være forhindringer i energiernes frie strømning kommer dette til udtryk ved ubalancer kaldet sygdomme, som erkendes ved fysiske og psykiske symptomer.
Ved at healeren kanaliserer energien bevidst, opnås der genopbyggelse, balance og forebyggelse.
Der kan således være tale om tre forskellige arbejdsområder, healeren opererer på: det fysiske legeme med relation til livslegemet, altså det æteriske legeme, det astrale legeme med relation til følelserne, og det mentale legeme med relation til bevidsthed og tankerne. Disse tre energetiske legemer tilsammen udgør individets aura.
Foregår terapien ved direkte fysisk kontakt, altså healerens lette berøring af patientens krop, tales der om »kontakthealing«. Hvis der derimod ingen berøring er af patientens krop, men healingsarbejdet udføres i energifeltet omkring patienten, eller healingen foregår fra en position andetsteds i lokalet, omtales denne form for nærhealing.
Healeren kan dog befinde sig i et andet lokale eller et sted endnu fjernere fra patienten, ja endog flere kilometer eller snesevis af kilometers afstand betegnes denne som fjernhealing. Her spiller lange afstande ingen rolle for healingens effektivitet, da vi har med energioverførsel at gøre – man kan blot sammenligne denne med en telefonsamtale, man fører fra sin egen stue med en person på den anden side af jordkloden.
Per tradition har vi vesterlændinge tilbøjelighed til at ignorere, afvise eller foragte det, der ikke umiddelbart er tilgængeligt for vores sanser eller til apparater, vi har opfundet til at afhjælpe vore sanser.
Blandt de krav, vi plejer at stille til enhver terapiform, der ønsker anerkendelse og accept er, at der helst forskes/behandles efter standardiserede metoder, herunder mængder af anvendte stoffer og observationstid, hvor disse er relevante.
Ved at handle efter en standardprotokol mener man, at der herved føres et mere eller mindre vandtæt bevis for virkningen af den pågældende terapiform, idet alle behandles på samme måde. Herved elimineres tilsyneladende mulige fejlkilder eller uens forhold, der kan påvirke terapiens udfald.
Et andet krav er, at opnåede resultater skal være reproducerbare, altså andre forskere/ terapeuter skal gentagne gange kunne opnå præcist samme resultat ved at udføre nøjagtigt samme forskning/terapi efter så at sige samme opskrift. På én måde er denne holdning ganske forståelig, da der herved fjernes faktorer, som eventuelt kan influere på terapiens resultater.
Endvidere skal forskningsmaterialet/deltagertal helst være af en pæn/anselig størrelse, og udfaldene skal helst være kvantitativt målbare, da deltagernes subjektive vurderinger af deres egne oplevelser ikke rigtigt kan kvantiteres.
Herværende forskningsprojekts hovedformål var at vise/påvise healings registrerbare eller målbare virkning på patienten. Der vil altså her være tale om dels den objektive (efter terapeutens/lægens opstillede kriterier), og dels den subjektive (efter patientens egne oplevelser) registrerbare/ målbare virkninger om healing har haft på den healede.
Jeg vil straks gøre opmærksom på, at dette forskningsprojekt ikke er baseret på den »traditionelle og videnskabelige« forskningsprotokol med opstillede kriterier så som kontrolgrupper til sammenligning med de healede grupper.
Da der ikke er tale om standardiserede behandlinger, tolkes resultaterne udelukkende på empiriske grundlag, altså den enkelte healings eller healingseries udfald i forhold til den healedes henvendelsesårsag(er).
Det talmateriale, herværende projekt er baseret på er relativt beskedent. Således deltog kun 67 patienter i projektet, men langt de fleste af dem havde klart definerede somatiske og/eller psykiske sygdomstilstande, som lå til grund for deres henvendelse hos healerne.
I enkelte tilfælde, for eksempel hos en leukæmipatient og hos en HIVsmittet patient foreligger der ændringer i målbare klinisk kemiske parametre efter healing i forhold til parametrenes værdier før healing.
Healingforskningsprojektets udfald
For at danne mig et indtryk af projektets forløb, og for at kunne forstå og tolke patienternes beskrivelser af deres oplevelser gennemgik jeg samtlige spørgeskemaer, patienterne havde udfyldt før healingserien gik i gang, skemaerne de udfyldte mellem hver healingssession samt skemaerne, patienterne udfyldte efter endt healing. Endvidere var jeg i kontakt med healerne og med en del af patienterne med afklarende spørgsmål.
Deltagerne opsøgte healerne med vidt forskellige somatiske og psykiske klager, heriblandt smerter i bevægeapparatet, herunder ryg og lændesmerter, hoftesmerter, skuldersmerter, fibromyalgi (uforklarlige omfattende smerter, tilbagevendende træthed, morgenstivhed og ikke tilstrækkelig regenererende søvn), hypertension (for højt blodtryk), angst, depression af såvel den reaktive som den endogene type, allergi, astma, eksem, diabetes komplikationer, incest sequelae (følger af incest), pillemisbrug, neoplasma malignum (ondartet kræftsvulst), kronisk hoste, spontane aborter, kronisk underlivssmerter, vitium domesticum (uharmoniske forhold i hjemmet), leukæmi (blodkræft : kronisk blodsygdom med kraftig nydannelse af hvide blodlegemer), stress, mindreværdskompleks, bihulebetændelse, spændinger, HIV affektion, anhedoni (mangel på lystbetonede følelser, livslede), polycystisk ovariesyndrom (sygdom i æggestokken med dannelse af talrige blærer) m. m.
Der var endda nogle, der opsøgte healerne med klager over hvad de subjektivt kaldte »ubalance«, mens andre henvendte sig m.h.p. opnåelse af en spirituel udvikling.
Ved gennemgang af projektets resultater i forhold til de somatiske/psykiske tilstande før og efter healing, fremkommer en helt klar tendens i form af generel tilfredshed på patienternes side.
De deltagende patienter opsøgte healerne af forskellige årsager. Nogle deltog, fordi de havde deciderede potentielt livstruende sygdomme, eksempelvis Leukæmi og HIV/AIDS, andre på grund af invaliderende sygdomme, for eksempel Fibromyalgi, Arthritis, Arthrosis, mens andre deltog med henblik på at opnå personlig eller åndelig udvikling, og andre deltog af den simple grund, at de blot ville prøve noget »alternativt« eller gjorde det af ren og skær nysgerrighed.
Af de 67 deltagere var 11 (18%) mellem 18 og 29 år, og med en kønsfordeling på 2 mænd og 9 kvinder; 12 (18%) var mellem 30 og 39 år, bestående af 1 mand og 11 kvinder. 15 (22%) var mellem 40 og 49 år, bestående af 2 mænd og 13 kvinder, mens de halvtredsårige eller ældre udgjorde hele 41 % af samtlige deltagere, og af disse niogtyve var der 8 mænd og 21 kvinder.
Alt i alt deltog 13 mænd og 54 kvinder i healingsprojektet, svarende til en procentfordeling på 19,4 % mænd og 80,6 % kvinder. Altså fire femtedele af samtlige patienter var kvinder, og det ser ud til, det er kvinder, der har passeret det halve hundrede år, der mest benyttede sig af healere.
Det samlede udfald af forskningsprojektet ses i vedlagte tabel (se hele forskningsprojektet). Der kan her aflæses patientens køn, alder, »diagnose« , antal behandlinger, sidevirkninger samt healingens udfald.
Et fælles udfald af healingerne var »dyb, indre ro«, som så godt som alle deltagere rapporterede. I nogle tilfælde følte patienterne sig helbredt for deres lidelser, andre kunne registrere en markant forbedring af deres tilstande, mens et fåtal af dem ikke kunne mærke nogen ændring overhovedet.
Et særdeles interessant udfald af dette healingsprojekt var »sidevirkninger«, mange af patienterne oplevede under eller efter healingerne.
Disse sidevirkninger var alle positive, idet patienterne oplevede bedring eller ligefrem løsning af andre helbredsproblemer, som de slet ikke havde nævnt i deres anamnese/ klager.
I nogle tilfælde var disse problemer overskyggede af de aktuelle problemer, der plagede dem, da de opsøgte healeren. I andre tilfælde kom disse positive sidevirkninger som sidegevinster til dét, de oprindeligt opsøgte healeren for.
Når patienterne angav »sidevirkninger« som »ingen«, betyder denne angivelse blot, at de ikke har haft en »negativ« sidevirkning.
Konklusion
Herværende projekt har vist klart og tydeligt, at healing har en beviselig positiv virkning på en lang række patofysiologiske tilstande, hvadenten der er tale om somatiske eller psykiske lidelser.
De syvogtres deltagere præsenterede vidt forskellige klager for healerne, der foretog et vist antal healingssessioner – alt efter hvad hver enkelt sag gik ud på.
Fraset et fåtal, der ingen ændring havde, registrerede langt hovedparten en tydelig bedring af de skavanker, de henvendte sig til healeren for. Enkelte blev helt »helbredt«, og de der ikke blev helbredt, kunne i hvert fald registrere markante forbedringer af deres tilstande.
Herudover var der nogle positive »sidevirkninger« i form af fjernelse eller forbedringer af skavanker, som patienterne ikke en gang havde gjort til genstand for healing, da de oprindeligt henvendte sig til healeren.
Årsagen til de ikke havde omtalt disse andre skavanker var den, at de prioriterede højere deres aktuelle problemer, der overskyggede de andre skavanker. Løsninger på nogle af disse skavanker, som patienterne fik oven i hatten, må betragtes som rene sidegevinster.
Man kunne godt savne løbende kontrol af målbare parakliniske og kliniskkemiske parametre, som kunne bidrage til at underbygge healingens effekt.
Denne form for dokumentation er vel den, som de vestlige lægevidenskabskredse baserer deres bedømmelse af en terapiforms effekt på. Hvad med de ikke umiddelbart målbare parametre – indre ro, selvtillid, selvværd, komplekser, følelser, balance, humør, smerter, angst, uro, sorg, glæde osv.?
Her må de rent empiriske resultater, altså patientens subjektive oplevelser af den pågældende terapi være den rigtige målestok at anvende, når dueligheden af den pågældende terapiform skal vurderes.
Endvidere ville det være ønskeligt, at der foretages en opfølgning af det nuværende projekt af hensyn til en vurdering af, hvor længe den opnåede lindring holder efter healingens ophør. Dette vil forhåbentligt kunne lade sig gøre ved et udvidet forskningsprojekt, som der er behov for, og som hermed anbefales.
Forskningsprojekt om Healing v/ Adé Ojeniyi, læge, dr.phil. Der henvises til Rapporten HEALING som pdf-fil ( kan læses/downloades på www.healerringen.dk) med hensyn til tabellerne.